Se også om min oldefar, Jens Mortensen (min mors farfar).
Han var landsbyspillemand i Himmerland, men blev omvendt i bogstaveligste forstand. Hans historie interesserer mig, fordi jeg ligesom ham er optaget af spillemandshåndværket og af troens verden. Jeg kan næsten mærke hans gener i mig!
Viborg Stifts Folkeblad bragte 2. april 1936 en artikel omkring vækkelser i Himmerland i slutningen af 1800-tallet. Min oldefar er én af hovedpersonerne.
Jeg må her sige, at Teksten er skrevet i en jargon og holdning, som måske hørte den tid til, men som for moderne mennesker vil opfattes som noget "hældøret". Men jeg synes, at Jens Mortensens livsløb er tankevækkende.
Artiklen hedder "Blade af Guds riges historie i Vesthimmerland", skrevet af provst H N Høigaard, Gedsted.(- Ses også som bilag 3 i Tyttes Sangbog!).
Du kan se artiklen her!
Siden er under udarbejdelse!
af at vandre som pilgrim. Nedenstående tekst kommer fra "Den lille pilgrimsbog", Elisabeth Lidell, og den udsiger meget præcist mine tanker og følelser omkring det at gå som pilgrim:
Pilgrimsmotivet vinder større og større indpas i vore kirker. Det er ikke tilfældigt. Pilgrimsvandring og valfart har altid været kendetegn på en levende kirke. De første kristne kaldtes »dem, der hørte til Vejen« (ApG 9,2). De gik livets vej — ikke bare symbolsk. Selve vandringen — at gå ud i verden på sine fødder — var et udtryk for en indre virkelighed. De »gik med Gud«.
Vandringen gik i to retninger. Den ene retning gik indad. Det var dem, der gik ud i den ensomme ørken, op i de høje bjerge eller ind i de dybe skove. For at være i fred — alene eller sammen med andre. Man søgte efter livets kilder og mening. Gud selv. Den indre pilgrimsvandring blev nøglen til fordybelse for den enkelte, men også for kirken som helhed.
Den anden retning gik udad. Det var dem, der gik på alfarvej, ind i landsbyer og byer og gjorde sig synlige og tilgængelige for mennesker. Det var missionærer, kolportører, evangelister og tiggermunke. De fungerede som prædikanter og sjælesørgere, læger og socialarbejdere. Begge retninger — den indre og den ydre — har i historiens løb været afgørende for kirkens fornyelse.
I vor tid har vandringen stadig en indre og ydre retning — vandringen er således en anledning til fordybelse og til bevægelse. Mange længes efter en kristen trospraksis og finder i vandringen en måde at kombinere natur, kultur og religion på. Det er alle slags mennesker, der deltager i pilgrimsvandringer: søgende, tvivlende, troende. Konfirmander og pensionister. Præster og lægfolk.
Vandringen kan være kort eller lang: få timer, en hel dag eller flere uger. Den kan lige så godt foregå i kørestol, i køkkenhaven eller i den lokale skov. Vandringen bliver til en pilgrimsvandring, når man søger Gud med en bøn, et skriftsted eller et salmevers i hjertet.
Alle er vi på samme vandring - den, som kaldes Livets Vej
Pilgrim-Nordjylland
(Herfra er der bl.a. links til pilgrims-TV og -fotos): Klik her!
Elisabeth Lidell
(En omfattende side omkring pilgrimsvandringer, Hærvejen, retræter, åndelig vejledning, foredrag og kurser mm.): Klik her!
Se TV (1) fra vandringen (ca. 3 minutter): Klik her!
Se TV (2) fra vandringen (Ca. 2 minutter): Klik her!
Se fotos fra vandringen (Peter Grarup): Klik her!
Se TV fra ovennævnte vandring (Ca. ½ time): Klik her!
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.
Johannes Prologen (Begyndelsen af Johannes Evangeliet)